19-årige smedelærling fra BSM i Bjerringbro vender hjem fra Afrika med nye perspektiver og erfaringer til både uddannelsen og arbejdet.
LÆSETID: 10-12 minutter.
Fra venstre: Anker Nielsen, Asbjørn Mortensen, Philip Jeppesen (BSM) og Emil Aabenhus.
I BSM A/S tror vi på, at faglig og personlig udvikling går hånd i hånd. Derfor var der også fuld opbakning til at sende smedelærling Philip på praktikophold i Afrika, da muligheden opstod.
Philip rejste i september til Tanzania for at deltage i et fem ugers praktikophold arrangeret af Mercantec Viborg. For Philip blev det starten på en rejse, der har givet ham oplevelser og erfaringer for livet.
Vi har spurgt Philip ind til hans spændende rejse, som du kan læse med om her.
Til dagligt er 19-årige Philip Jeppesen smedelærling i den midtjyske metalforarbejdnings-virksomhed BSM A/S i Bjerringbro, som et led i sin smedeuddannelse på Mercantec i Viborg.
Da Philip først hørte om muligheden for at rejse til Afrika som en del af sin uddannelse, tøvede han.
”Jeg tænkte, at jeg aldrig ville få en plads, og jeg var usikker på, om det var noget for mig at rejse så langt væk hjemmefra,” fortæller han.
”Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget,”
- fortæller en glad Philip.
Mercantecs smedeuddannelse har 4 forårspladser og 4 efterårspladser til praktik i udlandet, og de blev alle hurtigt optaget. Men skæbnen ville, at en plads åbnede sig, og Philip slog til.
Fra venstre: Anker, medstuderende, Philip Jeppesen og lokal smed i produktionsvirksomheden TPC Ltd.
Efter at have pakket og fået styr på de nødvendige vaccinationer tog Philip afsted sammen med tre medstuderende fra Mercantec. Rejsen startede i Aalborg Lufthavn, og efter 35 timer landede de i Kilimanjaro Lufthavn i Tanzania.
”Alting var anderledes. Varmen, lydene, menneskene. Vi mærkede det med det samme, vi kom ud af flyet,” fortæller han.
”Håndværkerfaget åbner døre til hele verden, og for de elever, der er klar til at flytte grænser, kan en rejse som denne give uvurderlig værdi. Vores lokale praktiksamarbejder i Tanzania giver eleverne en fantastisk mulighed for at opleve andre kulturer, stå på egne ben og udvikle både deres faglige og menneskelige egenskaber på andre måder, end de er vant til derhjemme,”
- udtaler Ebbe Antonsen, Underviser ved Mercantec Viborg.
Mercantecs udsendte elever er altid tilknyttet en fast kontaktperson, som hjælper med alt fra indlogering, vejledning og introduktion til de lokale fagpersoner. Efter nogle introdage skal eleverne klare sig selv og selv sørge for de små hverdagsting som indkøb og madlavning.
Toyota pickup trucks bliver ombygget til safaribiler.
Ved ankomsten blev gruppen hentet af deres kontaktperson, som tog dem til deres hotel, hvor de skulle bo under hele forløbet. Hotellet ligger i byen Arusha, som er et vigtigt knudepunkt for både industri, handel og turisme i Østafrika, og som er kendt for at være porten til nogle af Afrikas mest ikoniske natur- og safaridestinationer.
Midt imellem de mange internationale besøgende blomstrer det lokale erhvervsliv, som de unge lærlinge skulle ud og få erfaring med. De første dage gik med at falde til og udforske omgivelserne.
”Det var spændende bare at gå rundt og opleve, hvordan alt fungerede dernede. Infrastrukturen og måden, de lever på, er så anderledes end i Danmark,” siger Philip.
Fra pickup trucks til safaribiler
En del af introdagene blev brugt på et lokalt værksted. Her kunne Philip og hans medstuderende opleve, hvordan de lokale ombygger Toyota pickup trucks til safaribiler.
“Det var fantastisk at se, hvordan de arbejdede. De skar bilerne op, svejsede nyt stål på og gjorde dem klar til at køre ude på savannen, hvor der er vildt terræn. Så det krævede virkelig kreativitet,”
- fortæller Philip.
Efter nogle dage blev eleverne tilknyttet deres praktikplads, den lokale sukkerproduktion TPC Ltd, som ligger i storbyen Moshi to timers kørsel fra Arusha. Hvert år producerer TPC Ltd ca. 1 million tons sukkerrør, som omdannes til omkring 100.000 tons sukker.
Eleverne skulle under opholdet bygge togundervogne, også kaldet chassiser, der bruges til transport af sukkerrør. Mange opgaver blev udført udendørs under halvtag, og faciliteterne var meget simple. For Philip blev det en lektie i at finde løsninger uden avancerede redskaber.
“Jeg lærte at tænke i alternative løsninger. Hvis noget ikke virkede, måtte vi finde en måde at få det til at fungere på med de redskaber, vi havde. Det var en helt anden måde at bruge hovedet og hænderne på,”
- fortæller Philip.
At arbejde side om side med de lokale smede har givet Philip et unikt indblik i en anden arbejdskultur, en stor respekt for de lokales opfindsomhed og nyt perspektiv på sin egen uddannelse.
Philip bygger undervogne til transport af sukkerrør.
"Jeg er virkelig glad for det, jeg havde lært herhjemme og de muligheder, vi har i Danmark. Men det har også været fedt at opleve, at man kan komme virkelig langt med en god indstilling – selv med få midler,”
- fortæller Philip.
Et lokalt liv, der satte sig fast
Det var ikke kun arbejdet, der gjorde indtryk på Philip. Mødet med den lokale kultur og de mennesker, han mødte på sin vej, var noget helt særligt.
”Der var bare en anden energi dernede. Folk var så imødekommende og gæstfri, og man kunne virkelig mærke deres glæde og lyst til at samarbejde med os praktikanter. Det er noget, jeg tager med videre og altid vil huske,” fortæller han med et smil.
En investering i fremtiden
For BSM er det vigtigt at give medarbejderne chancer for at vokse, og Philips praktikophold er et eksempel på, hvordan man kan styrke både teams og den enkelte medarbejder.
“Vi er imponerede over Philips beslutning om at udvide sine horisonter gennem en faglig og personlig udviklingsrejse i Afrika. Erfaringerne fra dette miljø kræver en anderledes tilgang til problemløsning, hvilket ikke kun styrker ham som person, men også tilfører vores virksomhed værdifulde perspektiver. Det er god læring - for os alle,”
- siger Mathias Hylleberg Sørensen, COO hos BSM.
Philip bygger undervogne til transport af sukkerrør.
Philip opfordrer andre elever og lærlinge til at gribe lignende muligheder, hvis de får chancen.
“Det har været den fedeste oplevelse i mit liv. Som gruppe har vi fået venskaber for livet og mødt dygtige håndværkere, som arbejder på helt andre måder end herhjemme. Jeg har fået endnu mere respekt og interesse for mit fag, og jeg føler mig virkelig taknemmelig den rejse. Det har været en kanon mulighed for at klare mig selv og tage ansvar. Hvis du får muligheden, så tag af sted. Det er noget, du aldrig vil fortryde,”
- fortæller en begejstret Philip.
Philip er i dag tilbage i teamet hos BSM A/S, hvor han deler ud af sine oplevelser og erfaringer, som han har med hjem fra Tanzania.
Er du eller en, du kender, elev med en drøm om en læreplads i en virksomhed, der støtter dig i både din faglige og personlige udvikling? Kontakt BSM og hør mere om dine muligheder for praktik og lærepladser – din rejse kan starte her.
BSM telefon: +45 86 68 48 99
BSM e-mail: info@bsm.dk
Hos BSM tager vi os tid til at forstå jeres vision for jeres designprojekt, udfordre mulighederne og finde den mest optimale løsning – funktionelt, materialistisk og produktionsmæssigt.
Vores koncept rummer alt designskitse til færdigmonteret produkt, så uanset om I har en færdig idé eller er i de tidlige faser, guider vi jer godt i gang og gennem hele produktionen.
Lad os tage en uforpligtende snak om jeres projekt og finde den bedste vej frem. Kontakt os i dag, og lad os komme i gang.
BSM A/S er en dansk underleverandør og totalleverandør af forarbejdede metal- og stålprodukter – og vi er med fra designskitse til færdigt monteret produkt og har alle processer in-house, inkl. pulverlakering og montageafdeling.
BSM A/S
Cvr: 10484448
Hedemølle Erhvervsvej 23,
8850 Bjerringbro, Danmark.
Man-tors: kl. 07:30-15:45
Fredag: kl. 07:30-13:00
Copyright © 2025 Bsm A/S.
Alle rettigheder forbeholdt.